Storskrald er fortid i København

20. februar 2024 | Affald og ressourcer, Nyhed

Hvis du bor i en gård eller andelsforening og har lagt mærke til, at storskraldsrummet er ved at være godt fyldt, kan det være I er gået glip af den ændring i storskraldsordningen, der blev gennemført sent sidste år. Nu er det slut med storskrald, som vi kendte det i Københavns Kommune. Fordi mere skal genbruges.

I Københavns Kommune er der en ambition om genbrug af mindst 70% af husholdningsaffald. Sidste år samlede Københavns Kommune omkring 14.000 ton affald i ’storskralds-ordningen’, og meget af det kunne i stedet være genbrugt. Eksempelvis skal din vaskemaskine, der er kaput, nemlig ikke havne i en storskraldscontainer, men sorteres som elektronik. Og ting, der intet fejler kan lige så godt få nyt liv hos andre. Alt sammen er med til at minimere vores CO2-udledninger.

Hvilken ændring – og hvorfor?

Derfor trådte en ændring i kraft i september sidste år, der ikke bare opløste den gamle storskraldsordning, men også kategorien “storskrald” som sådan. Det skyldes, at meget affald, der ellers kunne genanvendes endte med at blive sat til storskrald, fordi det ikke er tydeligt af navnet, hvad der faktisk skal sorteres som storskrald.

To nye sorteringskategorier

Derfor besluttede Københavns Kommune altså sidste år, at “storskrald” som kategori skulle erstattes af nye sorteringskategorier, der er nemmere at forstå. De to nye kategorier, der skal dække det, der retmæssigt plejede at falde under “storskrald” før, hedder “stort indbo” og “indendørs træ”. På Københavns Kommunes hjemmeside findes hjælp til sortering af begge de to kategorier – her og her.

Med opdelingen i disse nye kategorier, er det forhåbentlig mere indlysende, hvordan stort skrald skal sorteres – og hvad der i stedet skal køres på genbrugspladsen. Som del af denne opdeling afhentes de to slags storskrald nu adskilt – og derfor skal de selvfølgelig også være tydeligt opdelt før afhentning.

Hvad gør du så nu?

Bor du i hus eller villa, afhentes skrald i de nye kategorier til genbrug fire gange årligt, via en henteordning. Bor I derimod i en gård eller opgang i en etage-ejendom, skal afhentingen bestilles af jer, hvis ikke jeres andelsforening eller lignende har oprettet en fast aftale herom. Så hvis I har et propfyldt kælderrum og ikke hørt noget om, hvorvidt jeres storskrald snart bliver afhentet, kan det være at I skal tage ideen om fast afhentning op til næste foreningsmøde. Det er typisk vicevært eller affaldsansvarlige, der bestiller afhentning af stort indbo. Man kan læse mere information for affaldsansvarlige her.

Med de nye storskraldskategorier bliver der større klarhed om, hvad for noget storskrald der kan afhentes under den nye ordning, og hvad der skal sorteres anderledes eller selv køres på genbrugsstationen. Alt det gør det forhåbentlig nemmere for mange at bidrage til målsætningen om at 70% af husholdningsaffaldet i København bliver genbrugt.

Er du i tvivl om, hvordan affaldet skal sorteres, så brug kommunens sorteringsguide.

Giv hellere tingene nyt liv

Er dine ting ikke i stykker, så giv dem i stedet videre til velgørende organisationer eller på kommunens genbrugsstationer.I kan også oprette en genbrugsordning i ejendommen, så gode ting i stedet kan skifte hænder mellem dig og dine naboer.

Læs også:

Affald og ressourcerArrangement

Craftivism Festival

Gå i krea-mode eller genopfind din garderobe på en bæredygtig måde, når vi slår dørene op til fede upcycling workshops, modeshow og et lækkert tøjbyttemarked. Eller lær mere om, hvilke planter, der smager godt i en drink, og hvad for nogle kan du bruge til at indfarve dit tøj med, når vi  tager ud og sanker i den lokale natur.

Seneste nyt

Instagram